Pædagog er det helt rigtige for Louise

Med en bestået HG fra handelsskolen og som færdiguddannet salgsassistent var Louise Bendig klar til at komme ud at arbejde. Men der var trods mange forsøg ingen job at finde. Nu udlever Louise sin gamle drøm om at blive pædagog. Første skridt mod omskolingen er hf-enkeltfag, der gør hende klar til optagelse på pædagoguddannelsen. Allerede nu er Louise sikker - hun har valgt helt rigtigt.

Jeg havde søgt job i detailbranchen i fire år, men uden held. Da det ikke var realistisk at komme i job i den branche, aftalte jeg med jobcenteret, at jeg kunne komme i praktik i en børnehave. Atmosfæren og samværet med børnene var fantastisk, så dér vidste jeg, at jeg ville være pædagog i stedet, siger Louise på 24 år.

Hun manglede et par fag på gymnasialt niveau for at få adgang til pædagogstudiet.

Jeg fandt ud af, at den hurtigste vej videre til pædagogstudiet var pædagogpakken på VUC Syd. Jeg tager psykologi, dansk og engelsk, og er færdig på et år, siger Louise, der bliver færdig til sommer.

I løbet af uddannelsen på VUC får Louise SU, så hun kan få økonomien til at hænge sammen.

Glad for klassen på hf-enkeltfag

Louise går i klasse med andre, der ligesom hende tager hf-enkeltfag for at komme videre i uddannelse.

- Jeg er landet i en rigtig god klasse. Vi klinger godt sammen, selv om vi ikke ligner hinanden. Der er plads til forskellighed, det er jeg glad for, siger Louise.

Klar til pædagogstudiet

- Lærerne er rigtig søde og gode til at hjælpe. Også når vi har været hjemme pga. Corona - de er altid klar til at svare. Og så er de gode til at strukturere undervisningen. Det har jeg ikke været vant til at andre steder, men det er en stor hjælp for mig, siger Louise, der føler sig helt klar til at læse videre på UC SYD.

- Jeg har virkelig fået blod på tanden for pædagoguddannelsen efter forløbet på VUC Syd. Jeg glæder mig meget til at komme i gang - jeg har søgt om en plads på pædagoguddannelsen ved UC SYD i Aabenraa, så nu venter jeg bare spændt på svar, siger Louise.

Vil du vide mere om pædagogstudiet, så tjek denne side hos UC SYD: Pædagog.